Klar parat ÆD !

Vores nye familieminister Carina Christensen, har kastet sig over det faktum at børn spiser mere slik, og drikker mere sodavand end tidligere, hvilket i den sidste ende er medvirkede til at der bliver flere og flere overvægtige børn.
Hun går faktisk så vidt som til at opfordre til sukkerforbud i landets daginstitutioner, og vil udsende en vejledning i kostpolitik til landets institutioner.
Men hvorfor stoppe med daginstitutionerne, det er da ikke et problem der bliver mindre fordi man bliver ældre, snarere tværtimod, hvad med arbejdspladserne ? Der hvor jeg arbejder er vi meget påpasselige med at udnytte enhver lejlighed til at proppe os med sukker og fedt i form af kager, slik, chips, sodavand og lignende. Der skal ædes til fødselsdage, afdelingsmøder, produktlanceringer eller når folk får nyt job, og nogen gange spontant bare fordi en eller anden har lyst til at æde sig fed i selskab med sine kolleger, det er jo så hyggeligt.
Der er ikke den store kaloriemæssige forskel på fødselsdag i en børnehave og fødselsdag på min arbejdsplads, ja det skulle da lige være at vi på min arbejdsplads ikke skal ud og lege når vi er færdige med at æde 🙂

Er det ikke ved at være på tide at vågne op og lave nogle forandringer til det bedre ? Det er sket før, endda med success.

Først var det alkohol der blev gjort noget ved, en fornuftig alkoholpolitik er efterhånden en selvfølge på de fleste arbejdspladser. Går du hen og får et alkoholproblem, så kan du mange steder få hjælp til at komme problemet til livs i samarbejde med din arbejdsgiver.

Så kom der rygepolitik på arbejdspladsen, og idag arrangerer man mange steder rygestopkurser for medarbejdere.

Men når det drejer sig om fedme så ser verden helt anderledes ud, her er tale om en klassisk Kejserens nye klæder situation, total fornægtelse af kendsgerninger. På min arbejdsplads føres dette ud i livet ved nærmest konsekvent ikke at have noget sundt alternativ. Hvis ikke du har lyst til at fylde dig med kage, Wienerbrød og Nutella, så kan du ingenting få, der er ikke andet. Hvis ikke du har lyst til at drikke sodavand fyldt med sukker, så kan du ingenting få, der er ikke nogen der ulejliger sig med at bestille light sodavand.
Sidst men ikke mindst er der jo også en form for gruppepres, har man ikke lyst til at æde sig fed i det store fællesskab, ja så havner man jo helt automatisk lidt udenfor gruppen rent socialt.

4 kommentarer til “Klar parat ÆD !

  1. Marianne siger:

    det var vise ord hr. schack :o) amen

  2. kimblim siger:

    Du har til dels ret – jeg synes også det kunne være rigtig fedt med sunde alternativer til wienerbrødet, men jeg mener bestemt ikke at man havner udenfor gruppen rent socialt, hvis man ikke spiser “det fede”…

    Og jeg synes også du smører tykt på når vi snakker “total fornægtelse af kendsgerninger”, for såvidt jeg erindrer, så opfordrede jeg dig til at gøre lederne opmærksomme på problemet, men det gjorde du ikke? For at de skal fornægte kendsgerningerne, skal de jo præsenteres for dem, og det har du ikke gjort. Bevares, de ved nok godt at det er usundt, men de aner jo ikke at der er nogen, der er utilfredse….

  3. Henrik Schack siger:

    Hmm emnet taget i betragtning er der vel ikke noget galt i at smøre lidt tykt på 🙂
    Nå spøg til side, “Kensgerningerne” er ikke nogen man behøver at have fortalt for at kunne forholde sig til dem, de springer lige i synsfeltet på en, hvis ellers man åbner øjnene.

  4. kimblim siger:

    jojo, vi ved allesammen at det er usundt, men det er jo ligesom ikke det der er problemet. Problemet du beskriver er jo at vi på arbejdet ikke har et sundt alternativ – og det er ikke særlig åbenlyst at der behøver være et sådan, for man er opdraget med at ting fejres med slik og søde sager. Tænk bare på når der var en i din klasse, der havde fødselsdag – så blev der delt flødeboller, karameller eller andet slik ud…

    Desuden tror jeg desværre at du og jeg er de eneste der hellere vil have frugt og grønt end wienerbrød.. Folk ÆLSKER sukker!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *