Flyttedag for min blog

Flyttemænd For næsten 6 år siden flyttede jeg min blog til Hostgator.com, det var ikke en pludselig indskydelse, jeg havde læst et utal af reviews af både Hostgator og mange andre shared hosting udbydere  samt studeret Hostgators supportforum indgående.
Jeg blev bestemt ikke skuffet da jeg flyttede ind, performance var rigtig god, og supporten var helt enestående god, jeg kunne skrive på alle tidspunkter af døgnet og fik et kompetent svar, typisk indenfor en halv times tid.
Hostgator var helt klart et firma som satte en ære i at have rigtig glade og tilfredse kunder.

Årene gik, og jeg havde egentlig aldrig noget at klage over, serveren mine ting lå på gennemgik mange software opgraderinger, men de blev altid udført på professionel vis og uden nævneværdig nedetid for os kunder.

Men som man siger, lykke varer sjældent evigt, for Hostgator (og mig) stoppede den da de her tidligere på året blev solgt til Endurance International Group (EIG).

Først skulle jeg flyttes over på en ny kraftigere server, den slags operationer varsler man naturligvis kunderne om, det prøvede Hostgator også på, men da det tilsyneladende er ud over det nye personales evner at vedligeholde en SPF record på et domæne, fandt jeg først den besked i min SPAM mappe  i sidste sekund.
Da jeg høfligt ville gøre Hostgator opmærksom på deres SPF record problemer stiftede jeg for første gang bekendtskab med deres nye supportorganisation. Hvor man før i tiden altid blev hjulpet af virkelig kompetente folk, er Hostgator nu skiftet til det man kalder “Multi-tiered technical support“, det betyder i praksis at hvis man skal bruge kompetent support er det nu en flere dage lang process at kæmpe sig frem til en level 3 supporter, og vejen dertil stiller meget høje krav til ens tålmodighed og humør.

Nå, men det lykkedes da til sidst at blive flyttet over på den her nye meget kraftigere server, og så burde alt jo være godt… Det føltes dog ikke helt godt, min blog virkede lidt træg i det, og alle administrative operationer gik mærkbart langsommere. Efter en måneds tid tog jeg et kig i Google Webmaster Tools, og kunne konstatere at Google er helt enig i at tingene ikke kører så godt som de har gjort. Serverskiftet skete 1. Juli, hvilket man tydeligt ser i form af langt dårligere performance på grafen herunder.

Google crawl speed

Efter at have dobbelttjekket hele opsætningen af min WordPress installation, kontaktede jeg så Hostgator support med henblik på at få gjort noget ved den forringede performance. Det blev en meget lang og 100% nyttesløs dialog. Hostgator er bare ikke længere den gode webhost  de var engang. 🙁

Jeg har nu flyttet min blog m.m. over på en VPS  løsning hos DigitalOcean.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *