Microblog

Ja hvad er nu det for en størrelse, tilsyneladende er det vistnok noget jeg har gået og savnet uden at vide hvad det hed. Der er ting der er for ubetydelige til at man skriver et blogindlæg om dem, den slags ting kan man kaste i en microblog.

Det er i en microblog du kan placere det sjove billede du tog, det interessante citat du hørte, eller måske bare det 2 liniers glade budskab du fortælle verden om. Har du et interessant link du gerne vil vise til andre er det nok hurtigere at bruge min Linkpasser.

Ny måde at gøre tingene på, betyder tit ny software der skal tages i brug, hos Tumblr kan du få dig en gratis microblog. Men nu sidder jeg jo her med en WordPress installation som jeg egentlig er glad for og gerne ville kunne bruge til både blogging og microblogging, så derfor opfinder jeg hermed lige min egen standard for hvordan man microblogger med WordPress 🙂

Microblogindlæg placeres i en kategori for sig selv f.eks. Microblog og vises ikke på forsiden som et normalt blogindlæg gør når det offentliggøres. For at dette kan lade sig gøre har jeg installeret et smart plugin der hedder Category Visibility som giver nogle flere muligheder for at bestemme hvordan WordPress kategorier skal opføre sig.
Lidt afhængig af hvilket tema man bruger på sin blog kan det være man skal have lavet en kategori template der er tilpasset microblogindlæg.

Et andet plugin som er helt oplagt at bruge i forbindelse med microblogging er Postie, med det kan du (micro)blogge direkte fra din mobiltelefon via email du sender til en adresse din WordPress installation læser, det kan WordPress ganske vist i standardinstallationen, men med Postie får du bedre kontrol over hvad der havner i din (micro)blog, og så kan du iøvrigt også vedhæfte billeder.

Phishing

Phishing er noget man hører om med jævne mellemrum, og her på det sidste er det blevet oftere og oftere. Jeg tænker specielt på phishing hvor det går ud over banker og deres kunder. De fleste har vist efterhånden indset det er et problem, der er bare ikke rigtig nogen der gør noget virkelig effektivt for at løse det.

  • De fleste banker begrænser sig til at oplyse om at der er et problem og at man skal passe på.
  • Finansrådet har indgået en antiphishing-aftale med et sikkerhedsfirma, så nu kan de da sige de har gjort et eller andet, effektiviteten af tiltaget vil jeg gerne have lov at stille spørgsmålstegn ved, hvis et tiltag som det de skitserer i deres pressemeddelelse skal virke, skal man være endnu hurtigere end de kriminelle er, så den maksimale effekt må være noget i stil med at begrænse skadens omfang.
  • Sikkerhedskyndige udtaler sig om hvordan man lærer at identificere en phishing-email og dermed undgår at blive lokket i en fælde, ikke nogen nem opgave, og iøvrigt kræver det også at man til stadighed opdaterer sin viden på området.

Der findes et alternativ som er simplere, billigere og langt mere effektivt. Gør som resten af verden gør, har du en email du gerne vil gøre det muligt for modtageren at bekræfte ægtheden af, så forsyn den med en digital signatur der bekræfter din identitet.
Hvis bankerne begyndte at signe deres email kommunikation så slipper vi brugere for at lære om de 10000 måder en falsk email kan genkendes på, men kan i stedet nøjes med at lære at genkende en ægte email fra banken.
Bankerne kunne passende anvende OCES signatur til at signe deres email med, så slipper modtagerne for at skulle forholde sig til en eller anden fremmed eksotisk certifikat udsteder, de fleste danskere har nok hørt om og stoler på TDC.

Northern Rock rocks

Jeg fik mig for nylig en opsparingskonto hos Northern Rock. Det gik nemt og smertefrit, og deres netbank virker endda i Firefox på min Linux.

Men Northern Rock kan mere end det, idag hævede de deres indlånsrente til 4,75% som følge af Nationalbankens renteforhøjelse igår. Bedre rente fås vist ikke på en opsparingskonto i Danmark for tiden. Nu bliver det spændende at se om nogle af de andre banker følger efter.

Update: 7/6/2007 hævede Northern Rock indlånsrenten til 5,00% 🙂

Nyheder fra Chipskongen

Så har han gjort det igen ham Jørgen, eller rettere sagt nu har han faktisk endelig gjort det.
Et par ægte revolutionerende produkter fra Kims har set dagens lys. En chip med under 5 % fedt, ja hos Kims kalder de det godt nok en snack, men det ligner altså en chip. Her er faktisk tale om et produkt du godt kan kan være bekendt at spise Når du er sulten for sjov. Ja altså modsat så at sige alle andre produkter fra Kims som bestemt ikke kan anbefales at spise, hverken for sjov eller for alvor.

Der er foreløbig 2 varianter

5 % fedt i en chip er meget lidt, skal man sammenligne med et eller andet vi alle kender så kan jeg oplyse at OTA Solgryn indeholder 7% fedt. Almindelige Franske Kartofler fra Kims indeholder 32 % fedt.

Kims Minimal Snack Paprika pose Kims Minimal Snack Paprika chips

Klar parat ÆD !

Vores nye familieminister Carina Christensen, har kastet sig over det faktum at børn spiser mere slik, og drikker mere sodavand end tidligere, hvilket i den sidste ende er medvirkede til at der bliver flere og flere overvægtige børn.
Hun går faktisk så vidt som til at opfordre til sukkerforbud i landets daginstitutioner, og vil udsende en vejledning i kostpolitik til landets institutioner.
Men hvorfor stoppe med daginstitutionerne, det er da ikke et problem der bliver mindre fordi man bliver ældre, snarere tværtimod, hvad med arbejdspladserne ? Der hvor jeg arbejder er vi meget påpasselige med at udnytte enhver lejlighed til at proppe os med sukker og fedt i form af kager, slik, chips, sodavand og lignende. Der skal ædes til fødselsdage, afdelingsmøder, produktlanceringer eller når folk får nyt job, og nogen gange spontant bare fordi en eller anden har lyst til at æde sig fed i selskab med sine kolleger, det er jo så hyggeligt.
Der er ikke den store kaloriemæssige forskel på fødselsdag i en børnehave og fødselsdag på min arbejdsplads, ja det skulle da lige være at vi på min arbejdsplads ikke skal ud og lege når vi er færdige med at æde 🙂

Er det ikke ved at være på tide at vågne op og lave nogle forandringer til det bedre ? Det er sket før, endda med success.

Først var det alkohol der blev gjort noget ved, en fornuftig alkoholpolitik er efterhånden en selvfølge på de fleste arbejdspladser. Går du hen og får et alkoholproblem, så kan du mange steder få hjælp til at komme problemet til livs i samarbejde med din arbejdsgiver.

Så kom der rygepolitik på arbejdspladsen, og idag arrangerer man mange steder rygestopkurser for medarbejdere.

Men når det drejer sig om fedme så ser verden helt anderledes ud, her er tale om en klassisk Kejserens nye klæder situation, total fornægtelse af kendsgerninger. På min arbejdsplads føres dette ud i livet ved nærmest konsekvent ikke at have noget sundt alternativ. Hvis ikke du har lyst til at fylde dig med kage, Wienerbrød og Nutella, så kan du ingenting få, der er ikke andet. Hvis ikke du har lyst til at drikke sodavand fyldt med sukker, så kan du ingenting få, der er ikke nogen der ulejliger sig med at bestille light sodavand.
Sidst men ikke mindst er der jo også en form for gruppepres, har man ikke lyst til at æde sig fed i det store fællesskab, ja så havner man jo helt automatisk lidt udenfor gruppen rent socialt.