Typosquatting

Så er de nye Generelle vilkår for danske domænenavne blevet offentliggjort på DK-Hostmasters hjemmeside.
Spændende nyt i denne udgave, er et specielt afsnit (8.3.6) som har til hensigt at gøre livet sværere for typosquattere.
Der er 3 forhold som skal være opfyldt for at DIFO & DK-Hostmaster i enighed kan beslutte at suspendere et domænenavn.

  • Der skal være nærliggende risiko for, at internetbrugere, der søger anmelderens domænenavn,
    ved en fejlagtig indtastning ledes over på en hjemmeside eller anden tjeneste, der er tilgængelig
    under det anmeldte domænenavn,
  • Registranten af det anmeldte domænenavn har ingen varemærkerettigheder, navnerettigheder
    eller øvrige kendetegnsrettigheder til det anmeldte domænenavn, og
  • Registranten af det anmeldte domænenavn eller en anden, som må formodes at drive
    virksomhed i nær tilknytning til denne, har foretaget registreringer af andre domænenavne
    med nærliggende risiko for forveksling, som omtalt ovenfor.
    (Kilde: DK-Hostmaster)

Så mangler vi vist bare at DK-Hostmaster begynder at sælge en service der kan overvåge alle nyregistreringer af DK domænenavne og automatisk advare domæneejere der har købt denne service, om potentielle krænkelser.