Råd mod hikke

Hikke Et enkelt hik kan vel nærmest være sjovt.
5 minutters hikke er ekstremt irriterende.
Jeg har lige overstået 11 dages mere eller mindre konstant hikke, det var dælme godt nok belastende, jeg fik kun sovet et par timer hver nat, havde svært ved at holde mig vågen på arbejde (det sørgede hikken dog for jeg så alligevel kunne) og ikke mindst havde jeg svært ved at spise, tabte mig næsten 3 kg på de 11 dage.

Det er svært at få effektiv hjælp når man har en hikke man ikke kan komme af med.

Først kan man afprøve alle de mange “gode råd” på nettet og diverse sundhedssites man kan finde mod hikke. Hold vejret, drik koldt vand, drik varmt vand, stå på hovedet og drik koldt vand med et sugerør, bliv forskrækket, påfør dig selv smerte osv.
Hos mig var der ikke noget der hjalp, og de sorte rande under øjenene pga søvnmangel mindede efterhånden om sorte affaldssække.

Så kom turen til vores sundhedsvæsen, min egen læge kunne ikke hjælpe, så det blev til nogle opkald til 1813 og besøg på Frederiksberg skadestue.

Frederikberg skadestue lagde en sonde gennem min næse ned i min mavesæk og fyldte den op med lokalbedøvende gel, det hjalp ikke, men i teorien en udmærket ide at afprøve.

Jeg fik foretaget en gastroskopi og lægen konstaterede at det ihvertfald ikke var et mavesår der var årsagen til hikken.

På et tidspunkt var der så en læge der fik den fremragende ide at give mig en kombination af Klorzoxazon og Stesolid, det var hvad der skulle til for at kurere min hikke.

Godt råd er hermed givet videre.